DEBATE

karakter_edited

Har du kun 12-taller og et egosind at byde på, er du intet værd i arbejdslivet

I gymnasiet var jeg ikke en af superstudenterne, men alligevel i den høje ende af skalaen. I de tre gymnasieår var skole og lektier dog kun en meget lille del af en tid, der ellers var fyldt med sociale arrangementer, fritidsinteresser og meget andet. Jeg husker ikke vores klasse være så optagede af karakterer som det for eksempel ses i DR’s dokumentar om “De perfekter piger” (9. juni 2015), hvor gymnasiepiger presser sig selv til det yderste for, at score topkarakter i alt hvad de rører. Som klasse havde vi meget mere fokus på at udvikle os som mennesker og ruste os til efterlivet på egne ben. Karakterer var blot en lille del af, hvad gymnasietiden egentlig handlede om; nemlig dannelse. Vi dannede os i fællesskab og som individer. Vi dannede os fagligt og socialt. Vi modtog undervisning med fokus på at lære og ikke for at score.

Alligevel står jeg her fem år senere, blot et semester fra en afsluttet BA i Medievidenskab og kommunikation, og er blevet farvet og præget af samfundets udvikling. Pludselig er jeg en af de der 12-talspiger, der ikke skjuler min utilfredshed, når to-tallet udskiftes med et nul. Jeg har slidt og slæbt for at modtage min mængde 12-taller, for det er jo det der skal pynte på mit eksamensbevis og alle ved, at topkarakteren er den eneste karakter, der er værd at nævne i offentligheden.  Eller er den?

Med hypotesen om, at vi tager en uddannelse for at få et job, må vi antage at de videregående uddannelser ruster og vurderer os ud fra de standarder, der efterspørges i arbejdslivet.  Når jobbet er målet må vi altså antage, at virksomhederne anvender vores vurderings- og belønningssystem i form af tal, når de skal ansætte nye medarbejdere og som et led i samfundets opbygning som næsten alle unge skal igennem, skulle man tro at netop dette system fungerer upåklageligt.

Alligevel er vores samfund indrettet fuldstændig disharmonisk mellem uddannelser og jobmarkedet. Ja, karaktersystemet anvendes til at komme videre i uddannelsessystemet, fx mellem gymnasiet og en videregående uddannelse eller mellem en bachelor og en kandidat, men når man skal fra den videregående uddannelse og ud i arbejdslivet giver virksomhederne ikke en hylende prut for de 12-taller du har scoret i retorik eller mediehistorie. De kigger højest på, hvilket emne du har skrevet speciale om og om kurserne er bestået. Men om der står 07 eller 12, bliver aldrig det afgørende i en jobansøgning, hvor virksomhederne i stedet har fokus på en række helt andre faktorer: Hvordan formulerer du dig? Hvordan præsenterer du dig? Hvilke studiejobs har du haft? Har du arbejdet frivilligt? Har du et netværk? Når uddannelsen er i hus, vurderes man altså primært på erfaring og hvem man er som menneske. Et 12-tal i et hvilket som helst fag vil aldrig udkonkurrere egenskaber som samarbejdsvillig, omstillingsparat, initiativrig og hvad der ellers ønskes af en medarbejder. Men med et talbaseret vurderingssystem, hvor kun 12 er godt nok, fremmer vi desværre ungdommens egotendenser, hvilket ingen gavner, når de i fremtiden søger job og kun tænker “mig først”, mens de maser sig foran kollegerne for at få den største is.

Hvordan har vi skabt et samfund, der muligvis øger effektiviteten af den enkeltes faglige præstation, men som kaster alle menneskelige egenskaber og kompetencer over bord? Hvad blev der af fokus på dannelse og fællesskab og hvornår blev det vigtigere at blive til noget frem for at blive til nogen?

Hvis virksomhederne er ligeglade med ens 12-taller, er det dog ikke givet at man har så meget andet at byde på gennem CV’et. For de fleste studerende kræver topkarakteren en seriøs indsats, hvor man møder op til forelæsningerne, forbereder sig grundigt og går i hi under eksamensperioden. Og det tager tid. Tid som man ellers kunne have brugt på at netværke, have et relevant studiejob eller endda arbejde frivilligt. Men med tid som altafgørende faktor, er det kun super-super-studenterne der kan formå at opretholde et snit på 12 og tilegne sig alle de andre faktorer der efterspørges på arbejdsmarkedet. I stedet burde vi undersøge hvad virksomhederne i hver branche efterspørger og indrette vurderingssystemet, så virksomhederne let kan se om den nyudklækkede jobansøger matcher branchens værdier. Værdier der efter alt at dømme ikke omhandler en underviser og censors enkeltstående vurdering af den studerende i tal. Bag ethvert tal, står en forklaring gemt. Gemt for nærmiljøet og gemt for offentligheden. Gemt for arbejdslivet. Men uden udtalelser står tallene alene og tal fortæller intet om dig som medarbejder. Hvis du kun har 12-taller og et egosind at byde på, er du derfor intet værd i arbejdslivet.

Så hvad er det helt præcis jeg skal bruge mine ubrugelige 12-taller til?

:::

Untitled-1

Vores runde former passer ikke i jeres firkantede kassehuller!

Jeg er dén mor, der kort efter fødslen satte et mål om at gennemføre et halvmarathon i løbet af min søns første leveår og som nu træner 6-8 timer ugentligt for at løbe et marathon til maj, mens min søn endnu ikke er fyldt 2 år. Er jeg så den mor medierne den seneste tid har langet ud efter som både egoistisk og fraværende?

Sort på hvidt er jeg vel, men eftersom livet sjældent afbilder hverken ying eller yang, befinder jeg mig i virkeligheden et sted i grånuancerne, midt i regnbuen eller måske endda i den der grønlortebrun, man får når man blander hele farvepaletten sammen. For selvom jeg er hende, der har formået at forene småbørn med fokuseret træning, så tager ingen af mine løbepas tid fra min søn, som jeg ellers får høvl for i flere mediers genereliserende og fordømmende artikler, hvor de påstår at man ikke bør drømme om marathon eller ironman mens man har små børn. Jeg træner før han står op, når han er i vuggestue eller når han sover. Hvor medierne mener at jeg under- og efter min barsel, har prioriteret mine muskler og min krop frem for mit barn, må jeg altså “desværre” meddele at dette ikke har været tilfældet.

Jeg er en helt almindelig mor og jeg er dødtræt af at andre forældre, eksperter og journalister ser det som deres job at opfinde en instruktion i, hvordan man som forældre bør prioritere og agere, for at leve op til samfundets definition på “den gode mor”. I har så travlt med at putte alle os mødre i små generaliserende kasser, så I gennem fisefornemme påstande og hypoteser, kan pointere Jeres flotte morale og belærende ord for hele Danmark, der kæmper om at klappe jeres skuldre og kaste mudder efter nutidens, forfængelige egoister af mødre at være – det er jo så nemt at pege fingre, når ikke man selv er en del af suppedasen! Midt i alt jeres ævl om navlepilleri og kropsidealer, glemmer I bare os det hele handler om – nutidens småbørnsmødre, som med vores runde former ikke passer i Jeres firkantede kassehuller, uanset hvor hårdt og insisterende I banker og presser på.

Med moderskabet lærte jeg at hvile i min krop, at kende mit værd og følelsen af hvad det virkelig vil sige ‘at elske’. Mit mål har derfor hele tiden handlet om noget helt andet end at smide graviditetskiloene eller oparbejde en Kim K.-booty – nemlig at finde min komplette identitet som mor. For alle andre er vi “bare” mødre, men i dybere lag er vi et mangfoldigt kollektiv af unikke individualister, hvis eneste fællesnævner er vores børn og hvor hver en mor indeholder en række kvaliteter og erfaringer der udgør dele af hendes samlede identitet. En identitet man har brugt hele sit liv på at bygge op fra første smil, pit-stop-venskaber, hjertesorger, familiebrud, uddannelse, arbejde og interesser. Livets gang der langsomt, men sikkert bygger enhver identitet op. Lige så sikkert er det dog, at denne identitet sønderrives i dét sekund man får sit barn op på brystet og dét at elske får en helt ny betydning, der vender op og ned på ens livsanskuelse. Pludselig er ALT hvad man gør for en andens bedste og hver morgen (eller nat) står man op i et andet væsens tjeneste. Denne kærlighed og hengivenhed, som man skænker sit barn, tilsidesætter eller overtager ens tidligere identitet og man glemmer hvem man er og hvad man kan, udover at være “mor”.

Sindet og kroppen indretter sig biologisk som den skal, uden man behøver at løfte en bog eller bevidst tænde for hverken brystmælk eller omsorg – moder natur fixer det for dig (oftest!). Men lige så imponeret jeg var over hvordan kroppen instinktivt vidste og gjorde hvad den skulle – når den skulle – lige så sindssyg blev jeg over langsomt at blive forvandlet til en fødende avlsmaskine, der fuldammende ligeså godt kunne være lænket til sønnen i brystet og røven i ammestolen. Jeg fik et enormt behov for at mærke min krop præstere andet end at føde og netop dérfor begyndte jeg at løbe. Så kære eksperter og kære fordømmende læsere. Ud over at må skuffe jer med, at årsagen til marathondrømme i småbørnsårene ikke nødvendigvis bunder i et forfængeligt behov for at få en god røv (frem for at være en god mor), må jeg også skuffe jer med, at det ikke tager tid fra mit barn. Jeg vil vove den påstand, at alle mødre efter fødslen har et behov for at få genskabt deres identitet. Uanset om man stiller sig tilfreds med moderrollen som sin primære identitet, eller om man gennem andre interesser som at sy, male, læse, skrive, etc., genskaber sit fulde “jeg”, tager det sandsynligvis den samme “mig-tid” på ugebasis. Forskellen er bare, at disse aktiviteter passer bedre ind i samfundsnormen af en mor-kasse, hvorfor disse mødre endnu ikke har gjort sig fortjent til en samfundsmedieret opsang som os egoistiske, trænende mødre har. Vi mødre er vidt forskellige, så at forsøge at putte os i kasser, hvor vi bør leve et ens liv på baggrund af én fællesnævner, er ren utopi. Hvad laver man så på sådan en dejlig lørdag når fisen sover et par timers middagslur? Mens nogle drikker latte og brokker sig over andre mødres “afvigende” livsstil, løber jeg 5, 10 eller 15 km. og det gør mig næppe til en mindre nærværende mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *