Maratonløb: Fra svenske sommerengsdrømme til en kampsvedende orne i brunst

6901146-17indforsoegsgaard-med-gen-jpg_edited_edited

Jeg så det hele for mig. Som en dansende ungmø, ville jeg løbe hele marathonet i en smuk slowmotionagtig bevægelse hen over en blomstereng, og høre tilskuerne hviske “sikke et overskud”, når min lange hestehale elegant blafrede forbi dem i farten. Jeg så min perfekte, usvedne make up og let rødblussede kinder, der som i et ægte prinsesseeventyr, fuldstændig ville matche mit overskud af et Colgate-smil. Jeg så 42,195 fantastiske kilometer, der tilsammen ville danne rammerne for en enestående og uforglemmelig oplevelse, som jeg naturligvis ville nyde hver en meter. Samtidig ville jeg tage dusinvis af overskudsbilleder til både insta og face, så hele verden kunne se hvor bedårende jeg ser ud, når jeg udlever en årelang drøm.

Jeg burde sige, at det var en sand fest at løbe det 36. Copenhagen Marathon i søndags. Jeg burde fortælle om, hvor fantastisk en oplevelse det var og hvordan det har været hele træningen med slid og slæb værd. Jeg burde fortælle et eventyr om en relativt nyudklækket, ung mor, der udlevede sin drøm om det umulige. Jeg burde deske op med alverdens floskler og klichéer om, hvordan man til enhver tid, skal følge sine drømme og tilslutte mig “Only the sky is your limit”-hashtagget. Virkeligheden er bare en anden.

Allerede i toiletkøen melder nervøsiteten sig. Med kun fem mænd foran, aner det mig, at min kø er den hurtigste – men nej. Alle har tilsyneladende en relativt letpåvirkelig nervøsitetsmave, der kræver adskillige minutter i svig og tortur på tønden. Jeg antager (og håber) at det også er tilfældet for mig – jeg har nemlig læst, at det er MEGET vigtigt at man kommer ordentligt på toilet inden startskuddet bryder den tunge stilhed i startfeltet. Og med toilet mener jeg naturligvis en solid omgang pølser, eller lort om du vil. Og starten går da også meget godt! Vi (læs: min mødregruppe-løbemakker-veninde og jeg) følger ballonerne med 4 timer og 10 minutter som sluttid. Fartholderne består af fire halvgamle mænd og en midaldrende dame, der ser lidt fedladen ud med sine korte ben og slappe hofter. Det strejfer mig, om jeg burde placere mig længere fremme i feltet, bag nogle yngre, mere blogger-fitte løbere, som jeg foretrækker at være i kategori med. Heldigvis banker mine (ellers ganske udmærkede) træningstider hurtigt den tanke af banen, og jeg må erkende at jeg ikke er blandt feltets hurtigste.  Min hjerne fyldes i stedet af et kæmpestort kilometernedtællingsur : det der strengt forbudte ur, der hele turen igennem bare tæller ned, og ned, og ned, og ned, og som konstant minder én om, hvor ufattelig langt man har igen. Det der ur, der kan knække psyken en helt del! Eksperterne anbefaler at man i stedet deler turen op i små bidder – måske 5 eller 7 km, hvilket min hjerne ganske overlegent kastede ad helvede til.

Med 27,195 kilometer tilbage møder jeg da også den første udfordring: min venstre læg gør ondt og min løbemakker stikker af (hvilket var fuldstændig legitimt!). Jeg sætter tempoet ned og giver mig i kast med 5 hårde, men rimeligt overkommelige kilometer. Med lidt over et halvmarathon tilbage melder endnu en mur sig, som demonstrativt og truende gør det meget klart, at min krop slet ikke er stærk nok til den her leg. Måske burde man alligevel have styrketrænet lidt i månederne op til den store dag. I hvert fald, gør min ryg det meget tydeligt for mig, at den overhovedet ikke vil være med til det her gale påfund. Lænden låser sig fast og sender sylesmerter op i min spændte venstre skulder, hvor den holder mig fanget i et jerngreb de sidste 22 kilometer. Da jeg endelig ser min mor, oplever jeg da også et fænomen som en klog Freud-mand vist nok kalder regression. Tårerne presser insisterende på og jeg har mest af alt lyst til at putte mig i min mors favn og blive vugget, mens hun tyssende hvisker, at alt nok skal gå. Verden, der lige nu viser sit ondeste ansigt, skal nok blive god igen. Desværre er det bare ikke en mulighed, når man som 24årig selv vælger at udfordre  skæbnen.

Så hvad gør man, når kroppen siger stop? Gennem de næste 17,195 kilometer afprøver jeg adskillige overlevelsesstrategier i en desperat søgen efter den gyldne nøgle til døren i muren. Min første idé er på sin vis ganske logisk: jeg forestiller mig, at jeg er ca. et hoved lavere, har lårmuskler på størrelse med Serena Williams, flettet hår, fyldige læber og store næsebor, der let kan suge både luft og publikumsenergien ind i kroppen.  Og nårh ja, så er jeg selvfølgelig lige så brun som en laber chokoladestang – gerne med mindst 75% chokolade. Desværre minder mine blege ben, mit tempo og min udmattelse mig konstant om, at jeg desværre ikke er fra Afrika og at mine store lår beklageligvis består af mindst ligeså meget fedt som muskelmasse.

Med denne mislykkede strategi, beslutter jeg i stedet at søge hjælp fra de højere magter. Altså ikke Gud, men det der lidt magiske, som videnskaben ikke helt kan forklare, men som for eksempel kan få en mor til at løfte en lastbil væk fra sit maste barn – der naturligvis overlever! Jeg klapper derfor alle de børnehænder jeg kan, tænker på min søn og forsøger håbløst at finde inspiration i ham. “Jeg løber for min søn. Det var ham der fik mig igennem, da det var hårdest!” – se det lyder sgu så flot! Det er nok ikke min søns skyld, men jeg har bare lidt svært ved at fortabe mig i det åndelige og bruge det i praksis. Resultatet bliver derfor bare at jeg zigzagger fra barn til barn, mens jeg forsøger at finde en mellemting mellem løb og gang.

Omkring de 32 kilometer går der dog endelig et lys op for mig, da jeg grædende ringer til min kæreste, som heldigvis skruer bissen på og ganske nådesløst beordrer, at jeg må færdiggøre hvad jeg har startet. Og så kan en psyke og rygrad på stadie med en 3årigs jo ikke gøre så meget andet, end at makke ret.

Og dér er jeg så på mine sidste 10 kilometer i et felt af pensionister, overvægtige og løbere med skader. Selv de handicappede har overhalet mig i deres seje vogne, der skubbes af endnu sejere løbere. Og lige dér hører jeg pludselig en højest besynderlig lyd. Det lyder lidt som en gris, bare meget mere aggressiv, forpustet og konstant. Jeg kigger mig lidt omkring, men da ingen er lige i nærheden, må jeg konstatere at lyden åbenbart kommer fra mig selv. Lyden af en kampsvende orne i brunst. Lyden af en seriøst udfordret marathonløber, med alle svenske sommerengsdrømme skudt i sænk. Lyden af én, der kæmper for sin overlevelse. Og lige som det ikke kan blive mere ucharmerende mærker jeg pludselig en rumlen i maven – en rumlen, der tydeligt indikerer at der var noget om eksperternes snak! Jeg leder hastigt efter et toilet og forestiller mig, hvordan jeg ender i hugstilling på gaden i allerbedste Bridesmade-stil – bare uden en kæmpestor kjole til at dække herlighederne. Heldigvis bliver det ved bekymringen og jeg kan hurtigt pakke de store avisoverskrifter om den unge løber, der sked midt på boulevarden langt væk.

Efter 42 kilometer i skærsilden kan jeg endelig ane målstregen i det fjerne og i ren desperation, ser jeg mine trætte ben sætte i et overmenneskeligt sprint de sidste 195 meter. Jeg overhaler alt og alle, hvilket heldigvis fanger kameramandens opmærksomhed, der filmer hvordan jeg fyldt med overskud, hujende og storsmilende krydser målstregen 50 minutter senere end håbet – naturligvis med begge arme i en solid se-hvor-stærk-jeg-er-pose. 8 sekunder af dette på insta og face og så er alt jo pludselig godt igen.

Kommentarer

kommentar

Nanna Just