En blegfed forårsfornemmelse

 

colorful-spring-flower-wallpaper-free_edited_edited

Forår. Der er nu noget magisk over netop denne årstid. Den stadigt lave sol breder sig insisterende over landet og skaber en velkendt mavefornemmelse, der får alle vores sanser til at stritte af længsel. Det er duften af forår og nyslået græs. Blomster, der springer ud og nøgne træer, der langsomt dækkes af fine lysegrønne bladkroner. Naturens genfødsel. Endnu en gang må Kong Vinter pakke gemakkerne sammen og trække sig tilbage, for at gøre plads til de grønne spirer, der sagtelig, men sikkert, pryder de blottede grene . I de danske haver danner skydende hække rammerne for, at smide klunset og bade sin blegfede vinterkrop i forårets første solstråler. Blegfede vinterkroppe, der på satellitbilleder af Europa, på en varm forårsdag, får vores lille land til at lyse mere op end en helt nation af Ron Weasley og Wayne Rooney’er. På en eller anden måde forplanter alt dette sig i vores hjerner og lysner de vinterdeprimerede sind. Folk bliver gladere og mere tålmodige. En helt nation på stoffer, altså forårsstoffer, der på mærkværdigvis kan formildne selv de gnavne gamle damer i bussen. De gamle damer, hvis mænd er døde (eller har forladt dem) og som derfor intet formål har med dagen. De gamle damer, der anser bussen som det perfekte forum at brokke sig i. Her kan ingen flygte fra deres meterlange utilfredshed om for mange huller i osten eller den hundelort, de nær havde trådt i. Om det er de lange lyse dage, det stigende antal solskinstimer eller påskeliljernes smukke ukrudtslignende epidemi, der er ingredienserne til den kemiske opskrift på forårsstoffer, er der delte meninger om, men én ting er sikkert: vi danskere er en bunke narkomaner, der er afhængige af vores årlige forårsfix!

 

Det er dét fix, der får amoriner til at flyde frit i luften og som gør foråret til den travleste årstid for Amor. Vi genfødes med naturen og rejser os på ny fra de strabadser, vinteren har bragt over os. Med lyset opdager vi en pludselig lyst til at stå op om morgenen, vi får lyst til grillpølser og kartoffelsalat og vi omfavner muligheden for den legale isvaffel. Isvaffelen der alene legaliseres på baggrund af vejret og hvis kalorier åbenbart ikke tæller ligeså meget, som om efteråret eller vinteren. Isvaffelen der, når det er godt vejr, opfattes på grænsen til en forbrydelse, meget uhøflig eller højest besynderlig at takke nej til. Et ”nej tak” danner derfor let grundlag for suspekte mistanker – har hun en spiseforstyrrelse? Er han helt rask? Samtidig agerer foråret nærmest ”kalendernedtælling” til dét vi egentlig glæder os til: den danske sommer. Som når vi elsker december, fordi vi tæller ned til juleaften og langsomt kommer i rigtig julestemning, er foråret den årstid hvor vi tæller ned og langsomt forbereder vores kroppe, hjem og haver til at blive indtaget af sommeren.

Men alt i mens alle vores anledninger til diverse depressioner og andre hypokonderbaserede vintersygdomme, pludselig forsvinder som dug fra solen (i bogstavelig forstand), glemmer vi den lillebitte trold der hvert år kommer på besøg netop på denne årstid. Den lille trold på størrelse med en pegefinger, der løftet og strittende sidder på vores skuldre det næste halve års tid. Den lille trold af en pegefinger som hedder Burde. Burde lever af solskinstråler og godt vejr. Burde lever af ferier og fridage og melder typisk sin ankomst som en dårlig samvittighed der langsomt kommer snigende, hver eneste gang, man har lyst til at slappe af i sofaen eller tilbringe en helt dag i sengen. For når foråret for alvor melder sin ankomst med solrige og varme eftermiddage, skal Burde nok sørge for, at du ikke smider dig i sofaen og slapper af som du plejer, når du træt kommer hjem fra arbejde. Nej i dette dejlige vejr burde man løbe eller gå en tur, få ordnet lidt i haven, nyde sin kaffe på terrassen eller tage ungerne med på legepladsen. I dette dejlige vejr KAN man da virkelig ikke sætte en god film på, lave varm kakao og slappe af hele eftermiddagen, ligesom man kan når det regner, sner eller stormer. I dette dejlige vejr burde man cykle på arbejde eller til studiet og lade bilen stå derhjemme, selvom man er træt og doven og allermest har lyst til at sidde passiv bag sit rat, og komfortabelt blive transporteret fra A til B. I dette dejlige vejr burde man være udendørs og slå græs, ordne bede og klippe hæk. Og hvis man opholder sig indendørs, burde man som det mindste give hjemmet en kærlig forårsrengøring. I dette dejlige vejr, burde man løbe den tur, man plejer at udskyde med undskyldninger om for hård vind, sneglatte veje eller kold luft, der river i lungerne. I dette dejlige vejr er der ingen undskyldninger, for i dette dejlige vejr burde man være sprængfyldt med energi og modsætter man sig Burde, er det med risiko for at blive kaldt pessimist, negativ, præmenstruel eller andre flatterende skældsord, der indikerer at dit humør ikke er som det burde være. Og mens Burde sidder dér og troner sig gennem foråret, begynder vi så småt at danne glorificerende tanker om sommeren.

 

Vi drømmer om brune ben, udendørs café-besøg, teltture og solbadning på stranden. Vi glemmer at vejen til den brune kulør ofte er gennem flere dages decideret solskoldning, der til forveksling kan minde om en svær 1. grads forbrænding, at de mange frokost- og kaffeaftaler, man laver for at nyde vejret, river og flår i pungen, at solbadning oftest er enormt kedeligt og at teltture altid er lig med fugtige, klamme, kolde og meget snævre soveposer. Vi glemmer at en strandtur ofte resulterer i en kamp mellem dig og sandet, hvor sandet ALTID vinder. At holde sand væk fra håndklædet, er en ufattelig svær kunst at mestre og vi må erkende at de fleste er os er og bliver sandsvin, der fedter rundt med både solcream og sand. Vi drømmer om rulleskøjteløb og glemmer hvor ufattelig langt ned der er til asfalten og hvor afsindig ondt det gør at knalde albuen ned i jorden. Vi drømmer om sene nætter med vin på terrassen og glemmer de 5000 myg der også har glædet sig til netop denne aften. Vi drømmer om at gå i shorts eller kjole hver eneste dag, og glemmer hvor vanvittig irriterende det er at holde benene glatte hver dag. Vi drømmer om, at rende rundt i badetøj og glemmer de komplekser der opstår hvert eneste år, når badetøjsvejret bliver en realitet og vi alligevel smider en tynd trøje henover kroppen. Vi drømmer om festivaler, god musik og fadøl og glemmer alt om tømmermænd, ildelugtende armhuler og fedtet hår. Vi drømmer om lyden af fuglenes fløjten og glemmer hvor svært det er at falde i søvn igen, når man hver morgen vækkes kl. fire, fordi stæren fløjter dagen i gang.

Vi drømmer om at slappe af uden at foretage os noget og indser, at dette egner sig bedst til vinterhalvåret og netop dér indser vi vores længsels-lidelse, hvor græsset pludselig er meget grønnere om vinteren.

Kommentarer

kommentar

Nanna Just