Tænk, hvis Anastasia og Mr. Grey ikke var glansbilleder

IMG_9606

“Som ringe i vandet bevæger huden sig i en tsunami af efterslask”

Long time no see! Og hvilken anden anledning, end præmieren på Fifty Shades Darker, ville være passende til et comeback?

”Men kan der virkelig koges flere boller på fifty shades-suppen?”

Ja det tror jeg vist nok lige der kan!

Filmen har kørt i under 5 minutter før vi kritisk kigger på hinanden. For er det ikke en lille delle den fantastiske Mr. Grey har fået i hovedet? Jo den er god nok; han er blevet lidt blød at se på lige dér over kæben. Er Mr. Dreamy virkelig blevet småtyk? Det kan da ikke passe (og nej, en træningsscene viser senere at det bestemt ikke er tilfældet!). Men hvad nu, hvis det var sandt?

Se det for dig: Mr. Grey presser let på Anastasias ryg og forsøger elegant at bøje hendes nøgne krop hen over sengen. Med et bump lander hun på madrassen og en bølge af knirkende efterskælv lyder fra sengen før den klagende giver efter for tyngden, der har lagt sig massivt i det silkebløde sengetøj. Han bukker sig let prustende ind over hende og lægger en hånd klar på hendes baller. ”Bare sig stop, hvis det bliver for meget”. KLASK! Og en lille fed hånd med buttede fingre rammer den ene af to enorme skinker. Som ringe i vandet bevæger huden sig i en tsunami af efterslask, og hud med fedt gynger frem og tilbage, før den langsomt standser og efterlader hvad der synes som et minimalt rødt mærke på den store balle. Han tager ved hendes stolpe af en ankel, der er indhyllet i en stor læderstrop forbundet til den anden ankel gennem en solid jernstang (hvad hedder sådan en krabat?) og kæmper som en verdensmester i 200 kg dødløft, for at vende den drilsk flirtende Anastasia om på ryggen. Uden held. Han prøver igen og lykkes til sin egen forbavselse. Han gransker hendes krop med sit grå og dystre blik. Betragter, hvordan et stykke af hendes hår har sat sig fast mellem hendes hager, mens hun smiler og giver de runde æblekinder lidt ekstra glød. Hendes små øjne titter legende frem og inviterer ham til at bestige hendes bjerg (ja man har vel læst sig til lidt husmoder-lingo). Brysterne er store og drevet mod armhulerne, underlagt den dér lov om tyngdekraft, som er så fandens uheldig når ens bryster ikke er en fast lille b-skål. Maven er stor og flader ud på sengen uden snerten af, i hvilken delle navlen er blevet væk. Og hvad er det der titter frem under nederste hudfold – er det en nullermand, en hårbolle, en urskov? Nej minsandten om ikke det er hendes sensuelle venusbjerg der kommer til syne mellem de bulede lår, der ubarmhjertigt slås om pladsen.  And it’s all yours, Mr. Grey. Han famler med sine bukser men generes af sin store ølvom, der unænsomt skærmer blikket for, hvad han egentlig foretager sig. Endelig får han bukserne åbnet og langsomt bakset dem ned om sine damehofter, der vidner om lidt for meget sovs og kartofler. Han hiver en smule efter vejret, mens dråber af sved drypper fra folderne under hans ’bryster’. Han smiler skævt til hende som et dyr før det overrumpler sit bytte, idet han kaster sig over hende og lader deres kroppe smelte sammen med smæld og slask. De gyngende deller danser deres egen dans, ude af takt for de hårde stød han insisterende pumper hende med. Alt imens de høje klaskelyde overdøver lyden af to mennesker, der i en kærlighedsrus – iblandet lidt sadomasochisme – viser os, hvordan sådan en ged skal barberes.

Jeg kigger mig omkring og betragter mine medbiografgængere. Primært hunkøn med undtagelse af en tillokket kæreste eller to. Vi er en broget forsamling. Til højre for mig sidder en gruppe unge piger. Ud fra deres hvin, hulken og rødmende fnisen over filmens scener (som lad os sige det som det er: ikke er hverken super realistiske, dybe eller overraskende) vil jeg skyde på, at de er et sted lige over den seksuelle lavalder. Nedenfor sidder tre damer (hvornår går man fra pige til dame?), som modsat nærmere er på den anden side af overgangsalderen, og som på mest upassende vis græder af grin over hvor åndssvage flere af scenerne er. Vi er unge og gamle, tykke og tynde, brune og hvide, med og uden briller, tørklæder og make up. Vores eneste fælles nævner er, at ingen (ja, jeg tillader mig at generalisere med fare for, at der sad en spændstig model i blandt) af os kan måle os med det kød lærredet viser. Vi savler alle over det samme glansbillede af muskler, bryster og hendes fine lille numse. Jeg kigger mig undrende omkring. Ville vi stadig se den, hvis Mr. Grey var en lille tyk mand med munkekrans, briller, ølvom og manboobs, og Anastasia vejede på den gode side af 100 kg.? Ville vi blive lige så betaget af fortællingen, hvis ikke vi fandt hovedpersonerne tiltrækkende på enten den ene eller anden led? Med fare for at nedgradere størstedelen af os kvinder til Generation Overfladiske, tvivler jeg dybt inde i min befedtede-med-lidt-løst-graviditetsmaveskinds-mave på, at Grey-universet (med præcis samme fortælling) ville blive det samme hit, hvis gennemsnits-BMI’et lå på plussiden af “normalvægtig”. Eller hvis de på alle mulige andre måder afveg fra et Ken og Barbie-look (ja ja, de har da et ekstra lag naturlighed, fx er hun – uha – brunette! og hun er da også kær og sjov, men overdrivelse fremmer vel forståelsen). Det må være filmens (eller Mr. Greys) pæl i kødet (i bogstaveligste forstand). Og dette til trods for, at hele molevitten vel egentlig bare er en pladderromantisk fortælling pakket ind i et gråt stykke papir med et skuffende kinky blondebånd.

Og jo jo. Jeg både læser og ser nok også nummer tre … Man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Kommentarer

kommentar

Nanna Just