Et glansbilledeliv

IMG_0967_edited_edited

 

Vækkeuret ringer, barnet kalder eller hanen galer. Endnu en morgen hilser en ny dag velkommen og du kan som sædvanlig ligeså godt åbne øjnene og forene dig med tanken om at stå op. Eller kan du? Er der ikke noget du mangler? Selvfølgelig kan du ikke lette din fede port af en popo, før din livsnerve til verden er fundet frem og du har trykket på det lille blå ikon så det udfylder skærmen og lyser hele soveværelset op. Goodmornin’ Facebook. Et hurtigt (men nødvendigt!) scroll gennem startsidens nyheder giver dig et indblik i, hvad du er gået glip af mens du sov: et par yderst relevante og saglige artikler om noget kød der smager mærkeligt, en statue der er væltet og en bolle der er for gammel. Herudover optræder en hysterisk morsom video om en der slår sig.. igen, et billede af et fremmede barn med et mærkeligt ansigtsudtryk, en ny reklame med Caroline Wozniacki eller Mikkel Hansen og en vens spændende check-in på motorvej E45. Pludselig slår det dig om det er værd at sove, når den betydningsfulde facebookklode jo fortsat drejer imens og du nær havde gået glip af alt dette? Du må hellere dele en statusopdatering, for tænk hvis nogen, siden i går, har glemt hvor vigtig du er:

“Godmorgen alle sammen. (kyssemund, stjerne) Solen skinner og livet er fantastisk. (sol) Smil til verden og den smiler til dig og HUSK at behandle andre som du gerne selv vil behandles (hjerte, kyssemund, peacehåndtegn). Og så har jeg tabt 0,3 kg! (jeg-er-så-stærk-arm). God energi og kærlighed til alle (hjerte, kyssemund).”

Søvnig, morgensur og doven kan du rejse dig og gå den lange vej til badeværelset, hvor du under dine morgenritualer, passende kan nå at tjekke de nyeste posts på Instagram. Videre til køkkenet hvor du finder din flotteste, fineste og mest dyrbare skål frem  (kun det bedste til dine venner) og fylder den op med den lækreste Yoggi-yoghurt, nogle nødder og lidt bær. Lidt Rynkeby appelsinjuice som sidevogn og voila – snapshot, filter, tekst “Starter dagen med god energi og et sundt og nærende måltid: Skyr, nødder og bær med friskpresset juice – går lige i guns”. Ud med nødderne, et halvt kg chokolade on top og dagen er startet.

Efter en times dovenskab på sofaen trækker du modvilligt i dit flotteste sæt træningstøj – det med alle mønstrene og matchende farver, dine dyre høretelefoner og lægger en tung jeg-er-så-naturligt-smuk-uden-sminke-make up, trækker i løbeskoene og finder endomondo frem – løbeturen er jo intet værd, hvis ikke der er nogen, som ved at du har løbet! Tolv forskellige poses foran spejlet, resulterer i dagens første snapchat: “Early bird on the run (løbende mand, jeg-er-så-stærk-arm)”. Kæresten trækkes med ud til nærmeste flotte location (vand, skov, you name it), så han kan tage et helt naturligt og tilfældigt billede af dig når du roligt, men energisk, kommer løbende mod kameraet. Et naturligt og tilfældigt billede som I lige tager om syv gange, før du er tilfreds med resultatet. Hjemme fra løbeturen når du ikke engang at sætte dig ned, før dagens resultat og billede postes på Instagram – selvfølgelig med deling til Facebook. Sådan. Nu ved alle hvor energisk og overskudsagtig du er, før du finder din shaker frem, fylder lidt saftevand i og åbner en proteinbar. Det hele arrangeres flot i vindueskarmen, så dine interesserede venner kan se hvor intensivt du træner med post-workout proteindrik og -bar. Efter billedet er uploadet kan du tilfreds smide baren i skrælleren, åbne en plade chokolade og slænge stængerne op af sofaryggen med et par timers Gossip Girls foran dig.

Senere baner badet vejen for, at det igen er tid til at gøre opmærksom på dig selv – det kan jo være dine venner savner at høre fra dig. En stringent make-up, løst tilfældigt hår og dit pæneste tøj danner, foran spejlet, grundlag for “outfit of the day”, som du ved dine venner er vilde af spænding efter at se! Et umiddelbart skift til sweatbukser og en daggammel t-shirt, for igen at smide dig i puderne, behøver ingen jo at kende til. Frokosten, der i din richkid-pung kunne bestå af en sandwich fra Lagkagehuset, går naturligvis heller ikke dine sociale netværk forbi, mens dit æble med peanutbutter, som du arrangerer til eftermiddagsmad også får et filter og deles til verden. Efterfølgende kan du jo altid skrabe peanutbutteren over på en kiks eller knækbrød og kaste æblet ud til fuglene. En omstændig google-søgning resulterer i dagens citatbillede om dit super sunde og velafbalancerede mindset, der jo så direkte fortæller dine venner præcis hvor stærk en psyke du har. At du så ligger og bitcher over hvem der røg ud af gårsdagens episode af Paradise Hotel, mens du snager billeder af din kærestes ekskæreste, for derefter at se et afsnit af De Unge Mødre og Mig og Min Mor, afspejler jo dine flotte citater perfekt! Er det weekend popper du naturligvis pagne og drikker vino mens i har det SÅ sjovt at det selvfølgelig skal postes – for hvad er mere naturligt end at holde en pause midt i alt det sjove, så verden liiiige kan nå at følge med?

Og vigtigere – dine venners liv kan jo ikke hænge sammen uden dine yderst relevante og interessante oplæg hver dag! For ikke at glemme babyopdateringerne… Når du en dag får et barn, må du ALDRIG glemme at holde din facebookverden opdateret med ugens vægt, centimetermål, nye tænder, antal hår, øresnavs, bussemænd, hvad han/hun har spist i løbet af dagen, hvor meget (eller lidt!) i sover om natten eller den nyeste skill han/hun har tilegnet sig (sidde selv, rejse sig op, krybe, kravle, gå), for det ER da spændende for resten af verden, at følge med i, hvordan dette lille menneske gør PRÆCIS hvad alle normale mennesker gør og det ER da fantastisk at dette lille menneske ikke afviger i nogle udviklingstrin eller ligefrem er foran. TÆNK sig at være så normal – det skal da deles!

Inden sengetid er det derfor også passende, at holde verden opdateret med hvordan din dag er gået (i det tilfælde at de ikke har set dine femogtyve posts) og lige tjekke hvor mange likes du samlet har scoret i dag. Bare din selvtillid ikke vælter, hvis du ikke får ligeså mange likes som i går. Vi kan jo ikke alle være lige perfekte og få lige meget anerkendelse og kærlighed hver dag.

Kommentarer

kommentar

Nanna Just