“Jeg er det lykkelige skilsmissebarn, alle siger ikke findes”

IMG_7679

Jeg var 10 år, da mine forældre blev skilt. Min mor fortalte mig det, mens hun kæmmede mig for lus på badeværelset. ”Mor og far skal ikke bo sammen mere”. Stilhed. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg fem minutter senere var på vej i klubben for at lege med mine venner, og da jeg fortalte dem, hvad min mor havde sagt, synes de alle sammen, at det var meget synd for mig. Det kunne jeg ikke forstå …

Sagt på tv mange år senere
”Der findes ingen lykkelige skilsmissebørn”. Det er mandag morgen og klokken har endnu ikke slået otte, før mit blodtryk stiger af rødglødende frustration.

Go’ morgen Danmarks ellers dygtige familievejleder, Lola Jensen, har hermed hævdet en påstand om børn af skilte forældre, som hele Danmark vil antage som sandheden.

Sjældent har jeg haft SÅ meget på hjerte, som bliver totalt underkendt i samfundet. Med et snuptag er hvert tredje barn (ifølge statistikken) sat i én og samme boks – en offerboks, hvor forældrenes beslutning om at lade sig skille er altødelæggende for et barn. Denne bemærkning har siden sat sig fast, og jeg kan stadig høre hendes ord ramme mig som en dulmende fornemmelse et sted i maveregionen.

Men så sker der jo gerne det, at nogen eller noget på en eller anden måde får vækket frustrationen, så den dulmende fornemmelse sprudler og flyder over som en vulkan, der blot har sovet og samlet kræfter i tusinder år. Psykolog Ulla Dyrløv gav i august sin uforbeholdne mening til kende i Kristeligt Dagblad, hvor hun sagde noget i retningen af, at en skilsmisse udelukkende er til gavn for de børn, hvis hverdag præges af vold og misbrug, og at den ellers er en vedvarende sorg for barnet. Bum: Endnu en boks.

Det vil så sige, at jeg ifølge samfundets ekspertstemmer hører til i en af to bokse: Offerboksen, hvor det er synd for mig, og hvor jeg er ked af det og ulykkelig, eller misbrugsboksen, hvor jeg kun kan trives, hvis min hverdag var præget af misbrug eller vold.

Hvis du stadig ikke er helt med på, hvor jeg vil hen, kan jeg godt afsløre, at jeg hverken føler mig som et offer, eller er barn af en misbrugs/voldsfamilie.

Min mor og far har lært mig at være tro mod mig selv
Jeg var et helt almindeligt barn i en helt almindelig familie, hvor forældrene bare ikke havde lyst til at være gift mere. Den præcise årsag kender jeg naturligvis ikke, men når jeg tænker tilbage vil jeg tro, at de bremsede hinanden i at udvikle sig.

Og skal man så gå på kompromis med sin egen lykke for at skåne børnene for en skade, som de måske ikke lider? Jeg betragter mine forældre som modige, stærke og tro mod dem selv – noget som jeg har lært en masse af, og som jeg stadig kan takke dem for i dag.

Jeg så mine forældre som hele mennesker, og ikke som en del af en forestilt virkelighed. Alligevel bliver jeg sat i en kasse, hvor folk fra dag ét har kigget medlidende på mig, når jeg har fortalt at mine forældre er skilt.

Og uanset hvad jeg siger, og hvordan jeg forklarer, at jeg altså ikke er ked af det, og at de ikke skal være kede af det på mine vegne, så skinner det tydeligt igennem, at de blot får endnu mere ondt af mig: Sikke hun fortrænger det.

Men hånden på hjertet: det gør jeg virkelig ikke. Jeg har altid følt mig forkert, fordi jeg ikke kunne nikke genkendende til de følelser, andre mente jeg burde føle. Jeg har aldrig følt, at mine behov skulle gemmes væk, som eksperterne siger. Jeg er aldrig kommet i sidste række. Tværtimod.

En ny tilværelse
For mit vedkommende betød skilsmissen kun, at jeg fik to steder at bo i stedet for ét. I de følgende 5-10 år giftede mine forældre sig på ny og mit liv blev beriget med to stabile voksne mere, som jeg aldrig vil være foruden.

Sidste år holdte vi alle juleaften sammen: Både mor og far og bonusmor og bonusfar og deres børn, og det var på ingen måde hverken akavet eller træls. Da jeg blev gift samarbejdede mine forældre om festen og sad ved samme bord – til stor forbavselse for en del af gæsterne: For kan man virkelig stadig være SÅ gode venner, når man er blevet skilt? Og generer det ikke ”de nye” ægtefæller?

Svaret er nej. Hvis alle voksne er enige om, at det er barnets tarv, der bør være i fokus. Og til trods for, at jeg på dette tidspunkt var 23 år, så var jeg stadig deres barn. Med de nye ægtefæller er min søn også beriget med to bedsteforældre mere, så han foruden en farmor og farfar, mormor og morfar også har en bedste og bedstefar, som alle elsker og bedårer ham.

De voksnes opgave
Jeg er ikke i tvivl om, at der findes ulykkelige skilsmissebørn, og dem skal der naturligvis tages særlig hånd om. Men det ærgrer mig, at det er den eneste måde vi kan tænke skilsmisser på.

Ja, det kræver enorme mængder overskud, selvbeherskelse, vilje og en god portion altruisme at give sine børn en lykkelig skilsmisseopvækst, men opgaven er hverken urimelig eller umulig, hvis man som forældre tager beslutningen om at opdele familien.

Jeg bruger ordet ”opdele” i stedet for splittet, da jeg ikke betragter min familie som sådan – den er omrokeret og samlet på ny.

Jeg har ingen følelser i klemme på lykkeskalaen i forhold til mine forældres beslutning om ikke at leve sammen. Ja, det kan da være lidt upraktisk, at man skal fortælle alting to gange og nogle gange smutter den da også, men om jeg var lykkelig som barn? Jeg havde det som blommen i et æg.

En skilsmisse er derfor ikke per definition lig med et åbent sår eller et ar resten af livet – kun hvis forældrene giver dette sår. Vi er nødt til omtænke måden at være familie på og ikke fastlåse ’lykken’ med ’kernefamilien’.

Kernefamilien er ikke nødvendigvis lykkelig, og hvis en ikke-kernefamilie er lig med ulykke, kan kernefamilien (i min optik) være meget andet end mor, far og børn, men som den moderne familie bestå af far, far og børn, eller mor, bonusfar og bonusbørn.

Misforstå mig ikke: Jeg er ikke fortaler for skilsmisser, men når nu forældrene ikke er lykkelige sammen, skulle vi så ikke prøve at producere nogle flere børn som jeg, så vi kan få vores egen boks i samfundet, og så de ødelagte børn bliver færre?

Jeg er det lykkelige skilsmissebarn. Jeg findes.

Indlægget er bragt på dagens.dk d. 29. oktober 2015. 

Kommentarer

kommentar

Nanna Just