“Hvordan så afføringen ud, skat?”

IMG_5952_edited

Endelig oprandt dagen. Efter 9 måneders venten ligger du langt om længe i et hvidt hospitalsklæde med dit nyfødte guld på brystet og overrumples af en lykke, du ikke troede mulig. En lykke der øjeblikkeligt akkompagneres af et nyt vokabularium bestående af ord som lortebleer, brystpumpe, moderkage, ammebrikker og en verden af tabubelagte emner, som ingen nybagt mor havde set komme.

De første minutter er de mest fantastiske. Den lille fedtede kødklump ligger trygt og putter i dine arme, grynter lidt og nyser en gang eller to. Kærligheden strømmer igennem dig, og for en stund glemmer du, at du har tre jordemødre siddende for enden af fødebriksen med lys i panden og nål og tråd i hånden for at lappe dig sammen syv steder forneden. Og mens du ligger der og nyder dit mesterværk, opstår det første uforudsete scenarie, som ingen havde forberedt dig på – en hurtig finger bagi. Ja naturligvis for at tjekke om muskulaturen i dit nedre maskineri, efter 36 timers kamp, stadig fungerer ubeklageligt. Men uanset lægelige årsager er det en uvelkommen og overraskende finger, som du da ikke mindes nævnt til hverken fødselsforberedelse eller i de lange bøger, du har terpet igennem for at være så velforberedt på fødslen og moderskabet som muligt. Og da du på 3. uge stadig tisser i badet med bruseren tændt, går det op for dig, hvordan du forgæves har forsøgt at forberede dig på det umulige.

Ingen havde fortalt dig, at det den første tid vil føles som om, du har en øm og sviende grapefrugt siddende mellem benene, og at din bedste ven i flere dage vil være en badering. De bryster, du tidligere betragtede som en seksuel rekvisit, kan pludselig nærmere betegnes som en omvandrende madpakke til trods for, at de endelig er vokset til et par kasser, der kun er Linse Kessler værdig. Og du må gang på gang skuffe din mand, som var han et lille barn i en slikbutik, med ‘nok se, men ikke røre!’-prædikenen, mens han febrilsk forsøger at holde øjenkontakt, når du, for at undgå brystbetændelse, lufter babserne. Tidligere hverdagsspørgsmål som, “hvad skal vi lave til aftensmad?” ,er med ét erstattet af, “hvordan så afføringen ud, skat?”, hvortil et naturligt svar vil være “karrygul og ret slimet”. Men værre bliver det, når du hører dig selv svare “bare den ikke bliver grøn”, som diskuterede I farvepaletten til en ommaling af stuevæggene. Du opdager, at noget så banalt som at give dit barn mad, er en elitesportsgren, du gennem flere måneder kæmper for at mestre ved at investere i uanede mængder udstyr. Sutteflasker, ammeindlæg, suttebrikker, brystpumper og ammepuder bliver uvurderlige remedier i ammekampen, og dine såkaldte bryster holdes på plads af en sømløs, Carriwell amme-bh med gele-stropper. En bh der forsøger at lyde som en del af et sæt sexet couture lingeri, og som for en stund, kan dække over et ikke-eksisterende sexliv, før lægen ved 8-ugers tjekket giver jer thumps up-tegnet. Først herefter kan du uden bekymring skifte mormortrussen ud med de savnede g-strenge, og måske få en identitet tilbage der rækker ud over at være ‘mor’.

Pludselig er du fanget i en debat, du tidligere kun var tilskuer til, og som du nu ufrivilligt bliver en aktiv deltager i. Når du endelig er ude og hygge dig på en café med din veninde, og dit barn melder sult, står du uden hensigt til offentlig skue i det politiske rum. En følelse af at du lige så godt kunne sidde med et protesterende papskilt i hånden, kan give dig en fuldstændig uretfærdig jagende fornemmelse, for selvfølgelig skal dit barn have mad. Og du vil undre dig over hvilke mennesker, som vil afholde dig fra give din største kærlighed dette. Din krop vil med tiden helbrede sig fra fødslen og tage form som en såkaldt konekrop, hvor hofterne bliver bredere, røven fladere og brysterne længere. Samtidig bliver du en del af et ubeskriveligt fællesskab med andre bærere af konekroppen, som kan genkende og støtte dig i de fleste op og nedture. På hjemmefronten forvandles jeres hjem til en banegård af folk, der kommer og går, og hvor du forbløffes over pludselig at være blandt et forum, hvor sætningen “hold op hvor er han stor” ikke længere lægger op til en kæk bemærkning om, at “det sagde hun også i går”.

Så bliv ikke overrasket når antallet, farven eller konsistensen på lortebleerne er et normalt emne under jeres romantiske middag, eller når du står i Netto med to våde plamager på blusen, fordi mælken er løbet igennem dine ammeindlæg. Fortvivl ikke når du grundet snot og gylp gentagne gange skifter tøj, eller når du tuder op til tyve gange dagligt over alt fra lyden af sirener, til fødsler i fjernsynet eller syngende børn i The Voice Junior. Og du er ikke blevet skingrende skør, bare fordi din hjerne, der tidligere planlagde indkøb, listede huskesedler og reflekterede over den nyeste krise i u-landene, pludselig spiller ‘Solen er så rød mor’, ‘Jeg ved en lærkerede’ eller ‘Elefantens vuggevise’ på repeat. Om 7 måneder går det op for dig, at du siden fødslen, maksimum har fået tre timers uafbrudt søvn i streg, at din yndlingsundskyldning er ammehjerne-begrebet, og at tilværelsen som mor er 90 % hård og 10 % fantastisk. Heldigvis målt med 90 % fjer og 10 % sten der gør hele molevitten til en livslang investering, der med hvert et smil er det hele værd. Men sådan er der jo så meget… Et stort tillykke med den lille ny og rollen som mor.

Kommentarer

kommentar

Nanna Just