Kvindeproblemer på stranden: ekstra-baller og kødgardiner på afveje

strand_edited

Endelig kom den . Den længeventede sommer. Sommeren der tvinger klæderne af os, giver de gamle ildebefindende og booster pool- og parasolsalget i byggemarkederne. I folkevandring halser vi mod nærmeste Mekka: stranden, hvor vores stramme, dovne, muskuløse, tynde, fedladne eller overvægtige kroppe slænger sig i sandet. Og her ligger vi så. Og slapper af. Og er afslappede. Eller hvad?

Som størrelse normal (eller endnu væsentligere: som kvinde) er en afslappet strandtur dog ikke uden komplikationer og hovedsprængninger. For det første har vi rigeligt at døje med, når det kommer til make up og sol: vil jeg ligne en bums (bogstaveligt talt) og få godt med sol, eller vil jeg se godt ud med lidt make up og risikere ikke at modtage tilpas brunhed fra solens stråler? For det andet eksisterer spontane strandture ikke. I hvert fald ikke de ‘lækre’ af slagsen, hvor alt huden er glat som silke og bikinilinjen trimmet i en sådan grad, at man kan sidde i skrædderstilling og spise is uden, at nogen peger fingrer af ens downtown jungle. Det kræver seriøst arbejde at blive hårløs! Men i følgende refererer jeg hverken til trendy/casual tøjkrise eller beachwaves-udfordringer med håret. Nej. Jeg fokuserer på noget helt andet, som af en eller anden årsag forbliver usagt til trods for, at jeg ikke kender en eneste kvinde, der ikke har dette (måske ubevidst) stærkt integreret i sit strandbesøg; strandstillinger!

Når den første varme solstråle falder, minder det grusomme møde med min bikinikrop mig hvert år om, at jeg har to kroppe: en krop til hverdag og en krop til stranden – det vil sige dén mutation kroppen laver, når man ligger flad som en pandekage i bikini og forsøger at slikke lidt brunsprøjt på sig. På en eller anden måde ændrer kroppen ligesom form. I dét sekund jeg sætter mig på håndklædet, syner lårene mindst en halv gang større end de plejer og jeg opdager pludselig en ekstra røv på siden af lårene på størrelse med et sæt babyballer. Hvor fanden kom de fra? Samtidig er solen præcis så unådig, at den kaster små skygger under disse ekstra-baller, som i form af små huller mest af alt minder om en miniature-pukkelpist, men som på en kilometers afstand kan spottes som appelsinhud. Og som om det ikke var nok, begynder dén mave som ellers så fin ud i spejlet, at tage form som en solid badering i to-tre lag uden på ribbenene. Som om kroppen ved synet af vand, går i komplet alarmberedskab og forbereder sig på ikke at drukne, når fedtnymfen triller fra land. Den eneste logiske forklaring må være, at man svulmer seriøst op i varmen! Har man (som jeg) samtidig været så heldig, at tilegne sig et strækmærke eller to, måske fra overvægt eller en graviditet, er strandlyset selvfølgelig også så gavmildt, at det får disse til at lyse op fra din hud som en kridhvid, oliesmurt isse. Bare lad hele verden se dem!

Alle disse skavanker gør naturligvis, at jeg forsøger at placere mig mest hensigtsmæssigt for at skjule min krops afsløringer, hvilket oftest resulterer i en lettere anstrengt stilling; med knæene let hævet fra jorden og benene en smule adskilt, med vægten på lænden og ryggen tilpas tilbagelænet til, at maven er flad (så flad som den nu kan blive efter det obligatoriske besøg i ishuset) og let hvilende på albuerne, formår jeg at få strækket ekstra-ballerne og pukkelpisterne nogenlunde ud. Men foruden faktummet om, at denne stilling ikke er specielt afslappende at ligge i på min afslapningstur til stranden, så opstår der naturligvis endnu et knap så flatterende fænomen i denne stilling: dobbelthagen. Den er hverken køn eller praktisk, når den som nakken på en gris, lægger sig i folder under min hage, mens jeg elegant og tænksomt forsøger at spejde ud mod horisonten og samtidig giver dobbelthagen hvide streger på halsen. Ergo tvinges jeg til at kigge et sted mellem horisontlinjen og himlen for at opnå den bedste strandversion af mig – hvilket hverken er spændende eller afslappende!

Og som om dette ikke var kvindeproblemer nok for en dag, så må vi som køn endnu engang trække det tunge læs med vores to-delte kønsområder, der oftest tildækkes af et sæt todelt badetøj (also known as bikini), hvilket ikke er og aldrig bliver et praktisk stykke tøj! Man skal hele tiden (og ja jeg mener hvert minut) holde godt øje med, om overdelen sidder hvor den skal, om en brystvorte kan spottes foroven, eller om halvdelen af det ene bryst fladt mases ud forneden. Men værre bliver det, når en kold brise afslører, at kanten af din bikinitrusse er smuttet lidt op, så det ene kødgardin, som et stykke skinke på flugt, hænger udenfor trussen og forklarer de mange lidt for lave blikke og skæve smil og fnis.

Jeg skuler over til min mand, der har smidt sig på håndklædet i en solid sprællemandsstilling uden den mindste tanke eller eneste bekymring om, hvordan hans korpus transformerer sig ved mødet med håndklædet og strandunderlaget. Kvinder har endnu engang trukket det korteste strå i kønskampen…

Kommentarer

kommentar

Nanna Just